En hyggelig campingplads med trådløs netforbindelse.	Legepladsen var rigtig god -	- med en gammel traktor.	I jakke ved poolen.

Bemærk, at vi for første gang er blevet nødt til at tage vores jakker frem. Det var hårdt - men dejligt varmt!! Vi har gået og leget sommer hele tiden. I løbet af dagen er det normalt dejligt varmt. Solen har en enorm kraft, når den først er på. Men aftner, nætter og tidlige morgener er ved at være ret kølige.

Her i Rotorua havde campingfatter trådløst net. Så vi købte et netkort, så vi kunne ligge i teltet eller sidde i fællesrummet og arbejde on-line. Så endelig fik vi ordnet hjemmesiden, så billederne kunne ses og sendt nogle mails. Vi fik også prøvet at skype. Det var sjovt - dog med meget varierende lydkvalitet. Selv om det ikke er lige så god kvalitet som over den almindelige telefon, er det utroligt, at det kan lade sig gøre. Og helt gratis. Hvilket man ikke kan sige om en almindelige telefonopringning.

Desværre gik computeren i "udu" på et tidspunkt og opførte sig meget mærkeligt, så det var rigtig trals, da det endelig så ud til at ville lykkes for os med hjemmesiden. Det værste var dog tanken om alle vores flere hundrede billeder, som lå på computeren (for det er jo langt fra alle billederne, vi lægger på hjemmesiden). Men den er heldigvis kommet over sin computerforkølelse og virker igen.

Der er utrolig mange ting at foretage sig i Rotorua, så vi prøvede at udskyde vores afrejse fra Nordøen med et par dage. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, da vi havde aftalt, at vores bil skulle afleveres i Wellington på Nordøen og erstattes af en ny i Picton på Sydøen den 11/3. Så vores ophold i Rotorua blev lidt travlt, da der er to oplevelser, man må have, når man er i Rotorua på New Zealand. Det ene er et besøg os Maorierne, det andet er at opleve den vulkanske aktivitet i områdets undergrund.

Det første "must" er et besøg hos Maorierne, som er New Zealands oprindelige befolkning, som kom fra Hawaii over Polynesien flere hundrede år, før de hvide kom til landet. De var et meget udviklet folkefærd, som forhandlede med englænderne, da de kom. Derfor er der stor respekt om Maorierne og deres kultur. Fx. har langt de fleste New Zealandske byer og områder oprindelige Maori-navne. Kun ganske få har engelske navne. (Det gør det faktisk svært at læse deres kort og huske bynavne, da de ofte ligner hinanden og ikke er så lette at huske.) Maoristammerne ejer en del jord og turistattraktioner, hvor overskuddet går til at bevare Maorikulturen.

Vi tog med på en rigtig turistoplevelse med bustur ud til en Maorilandsby sammen med 200 andre turister. Her ventede vi på at blive budt velkommen af Maoristammen med dans og mærkelige ansigtsudtryk (tungen ud af munden og øjnene udspilede og rullende rundt i hovedet!) Man måtte ikke smile eller grine ved denne velkomstcermoni, hvilket var lidt svært, da det så ret sjovt ud. Efter at have gået igennem en traditionel Maorilandsby, hvor vi kunne se deres håndværk så som træskæring, krigsdans og kamp med Maorispyd, så vi en utrolig flot Maori-forestilling med dans og sang. Selv om klokken nærmede sig 21.00, og forældrene selvfølgelig havde glemt nødrationerne, var Trine og Rasmus så optaget af forestillingen, at de holdt ud til det kæmpestore tag-selv-bord af Maorimad. Maden var tilberedt i en dyb jordovn med hvidglødende vulkansten. Maden var lagt i kurve flettet af nogle bestemt blade, som ikke kunne brænde.

Denne aften gjorde et stort indtryk på os alle, og Trine og Rasmus har siden øvet sig en del i Maoridans, hver gang de har haft en pind i hånden. De er også blevet så vant til, at folk taler et sprog, som de ikke forstår, at de har opfundet deres helt eget Maorisprog. Dette lyder faktisk ret godt, og de taler med en speciel New Zealands dialekt i deres vrøvlesprog. Det Maoriske "Velkommen" hedder Kie Ora, og det ser man alle steder - igen et tegn på respekt for den maoriske kultur. Man ser også store træskulpturer lavet af maorierne i mange offentlige parker mv. Det er meget anderledes end USAs og Australiens behandling af deres oprindelige befolkningsgrupper.

Med bus til Maorilandsbyen.	Alle venter på velkomstdans.	Alt var flot dekoreret.	Så kom Maorikrigerne.	Velkomstdans.
Livet i landsbyen.	Livet i landsbyen.	Kamp med deres specielle spyd.	Livet i landsbyen.	En Maurikriger.
Forringet billedkvalitet. Men det skulle med, Gitte var noget betaget af ham der!

Det andet "must" var oplevelsen af den vulkanske aktivitet i undergrunden. Den første dag tog vi en tur i byparken, hvor der er en masse søer, som er spærret af med rækværk. I disse søer syder og koger det - enten er det kogende vand, som ryger op af jorden, eller også er det kogende mudder. Det lugter meget af svovl, som giver en lugt af rådne æg. Heldigvis var vores campingplads lidt uden for byen, så det generede os ikke.

På vej fra Rotorua tog vi ind i det termiske wonderland Wai-I-Tapu, hvor vi først så gejseren Lady Knox sprøjte vand op. Så gik vi en tur på 2,5 km. rundt i området, hvor der er søer, terrasser og vandfald i alle mulige forskellige farver alt efter hvilke mineraler, det kogende vand har bundet til sig fra undergrunden. Der var også en masse vulkankrater, som stadig var aktive ved at afgive dampe og plutte med kogende vand eller mudder helt nede i krateret. Til sidst så vi en stor sø med fed sort mudder, som kogte i store sprut. Imponerende!!!!   -  Nogen mener, at Rotorua ligger på en tiggende bombe!!!

I byparken.	Trine i byparken med fin fransk fletning.	En imponerende tur i en bypark!	Ude ved Lady Knox inden udbruddet!	Gejseren Lady Knox sprøjter 90 grader varmt vand op fra undergrunden hver 2. eller 3. dag.
Dog kan processen hjælpes lidt ved at hælde sæbe i!! - Jeg forstår nu ikke, de tror, det er en dame!!	Lady'en og familien.	På tur rundt i det store "aktive" område.	Boble, boble.	En sø farvet af undergrundens mineraler.
Gangbro over det varme vand.	Det flotte område.	Børnene er gode til at vandre efterhånden.	Skiltet siger alt!	En lille sø.
Et lille hvil.	Søen bruser som Champagne.	Sikke en farve på søen. Jeg troede, jeg kendte farven "søgrøn".	Boblende muddersø.	Blob!