New Zealand |
Kiwi/Thai-tour 2006 På farm, Rasmus' fødselsdag |
|
Dagen før Rasmus´ fødselsdag kørte vi til Kerikeri, hvor vi havde set, at man kunne komme ud at ride, for det var Rasmus' ønske til sin fødselsdag. Vi fandt en flot farm, hvor de havde massevis af mandarintræer. Desværre havde de fuldt hus, så vi blev rådet til at køre ud til vestkysten (ca. 1 times kørsel ud i bushen), hvor der skulle være en anden god farm. Og det må man sige. Vi er lige nu på en kvæg- og fåre-farm midt i bushen, som består af bløde og stejle bakker - nogle med græs, nogle med træer - hvor køerne og fårene går rundt. De har 11 arbejdshunde til at gene dyrene rundt, og det er ret fascinerende at se. Så Rasmus er i gang med at have en fødselsdag, som bliver svær at slå. Han blev "vækket" med gaver på sengen. Efter morgenmaden hentede Heather og Robb (dem som ejer gården) en pony, som Trine og Rasmus red på og trak rundt med. Derefter var vi ude at køre på deres 4-hjuls-motorcykel med Robb (bondemanden). Begge børn fik lov at prøve at køre dem .... så fætter Mads, nu er både Trine og Rasmus i træning til, når du får din crosser!!! Så var vi med til at se hundene gene fårene rundt og et hold får blive sprøjtet. Vi så også et får blive klippet. Heather, som er kvinden i huset, bagte en stor fødselsdagskage til Rasmus, så han fik sin lagkage (den var 20 cm. høj). Derefter red Trine og Rasmus lidt mere rundt på ponyen - de er faktisk gode til at styre sådan en hest. Det var for farligt at ride op i bakkerne/bjergene med børnene, så de blev hjemme hos Heather og et britisk par, som også bor her - nogle fantastiske mennesker i starten af 60'erne, som også rejser rundt (Stella og Derek). Mens fik Lars og jeg den mest fantastiske ridetur rundt i det meget omfangsrige område, som hører til farmen. Det var endnu en naturoplevelse af dimensioner - op og ned ad bakkekamme med vandløb, skove og køer og får rundt omkring. New Zealandske køer har det i ethvert tilfælde godt med masser af flot natur, græs og skove til at blive kølet i, hvis det bliver for varmt. Da vi var på vej hjem fra rideturen, som også en gang imellem gik både i trav og galop, hørte vi Trine og Rasmus kluk-le, De spillede bold med englænderen Derek, og mens vi var væk, tog Hether, Derek og Stella Rasmus og Trine med på en lille køretur på de 4-hjulede motorcykler. Vi havde det lidt som en storfamilie i de 2½ dag, vi var sammen på farmen. Da vi kom tilbage med hestene, skulle Rasmus og Trine så selvfølgelig prøve hestene med saddel, og de styrede dem helt selv. Nu er vi ved at gøre klar til aftenens barbeque - ja, det er lige til at klare at holde fødselsdag hos en værtfamilie, som tager en stor del i at gøre dagen helt speciel. Efter vi havde spist blev Gitte inviteret med på pigetur til nabokonens hus, meget engelsk stil med tunge møbler og gardiner. Der var 7 lokale farmerkvinder og Gitte og Stella. Gitte siger, de talte om lækre brandmænd og så en pigefilm, The Wedding Date" med en lækker gut. Godt jeg blev hjemme med ungerne. Vi spillede Rugby med Robb, the Farmer, som virkelig ikke har travlt....... Han lever virkelig mottoet "what you can't do today, you can do tomorrow". Rugbykampen gik Rasmus så meget op i, at han på et tidspunkt smed bolden og løb hen bagerst i haven, dirrende, da han troede, at Robb ville takle ham. Efter en gang rugby, gik vi med Robb ned og fodrede arbejdshundene (9 hunde), og vi sluttede dagen med en tur i spa'en og en Peter Plys film. En virkelig god dag for hele familien Langkjær Jakobsen. Utrolig dejligt at der stadig er plads til den slags mennesker i verden. Hvis I skulle komme på de kanter, så er deres hjemmeside: www.farmstaynz.co.nz. Rasmus og Trine imponerede med at gå ud til Robb og Derek og sige: Thank you for today and good night. Hvis nogle har prøvet at få fat i os pr. telefon i dag pga. Rasmus´ fødselsdag, så er dette område uden for mobilnettets rækkevide, så derfor er vi ikke til at få fat i. Vi har heller ikke haft held med at downloade alle emails, sidst fik vi kun 5 ud af 29... Dagen efter Rasmus' fødselsdag gik med afslapning oven på alle disse oplevelser dagen før, der var dog både tid til en ridetur til Rasmus og Trine mere, spa tur til hele familien og god mad på Grillen.
|