lj-family, side 21

Der findes kun et par korte strækninger med motorvej i New Zealand, og det er ved Auckland, nord for Christchurch og nord for Wellington. Resten af landet har kun landeveje, så det går ikke så hurtigt, som man er vant til i Danmark. Dog har vi været meget positiv overrasket over kørslen på Sydøen. Nordøen bød jo på mange serpentinersving, som ofte gjorde Rasmus køresyg. Så vi mente egentligt, at vi var lidt barnefjendske, da vi sejlede over til den meget bjergrige Sydø. Men det har vist sig at være meget lettere kørsel, da bjergene og dalene er meget større her end på Nordøen, så de fleste veje går i dalene, hvor der ikke er så mange sving.

Meeeeen de har ikke opfundet omfartsvejene her, så hovedvejene går direkte igennem alle byer. Hvilket selvfølgelig er smart, når man lever af turister, men det tager tid, og når man så lægger vejarbejde og en enkelt ulykke til, så ....

Turen fra Oamuru til Picton er på 600 km. og tog os 9 timer - kun med en kort frokostpause. Landskabet indtil Christchurch er jævnt kedeligt, hvorimod landskabet inden Kaikoura har bjerge, som gør turen mere interessant. Det mest spændende vi kan fortælle om køreturen var, at vi mødte en lastbil med et mindst 100 m2 stort gammelt hus på ladet. Det kan man kalde bred last! Vi var også forbi Judy i Kaikoura med hendes nøgle, som vi havde fundet i bilen. Desuden ser vi ofte falke og ørne (levende) på vores køreturer samt døde possums i vejkanten. Jeg ville gerne have overtalt familien til at køre en tur rundt om Mount Cook, hvilket ville have taget os tre timer ekstra. Men "heldigvis" var det så overskyet, at jeg ikke engang overvejede at begynde med mine gode argumenter.

Campingpladsen i Picton (byen på Sydøens nordlige side, hvor færgen sejler fra) var super, og omgivelserne er meget flotte, så vi glædede os til at komme tidligt op fredag morgen og nyde lidt af byen, inden vi skulle med færgen kl. 10.00. Men vi vågnede op til et gevaldigt regnvejr, som gjorde udsigten fra byen og fra færgen i løbet af de 3 timers sejltur mindre imponerende.

Heldigvis klarede vejret noget op, så vi fik sightseeet i Wellington på Nordøen uden at blive våde. Det viste sig dog at være en lidt kedelig by. Fx. er der ingen gågade, så børnene skulle holdes i hånden hele tiden pga. den tætte trafik. Dermed fandt vi ud af, at vores prioritering af landdistrikterne har været god.

Vi fik købt vores lammeskindstæppe, som vi har valgt skal være vores minde fra New Zealand. Så kan det ligge i stuen sammen med tæpperne fra Kenya og Australien. Vi fik selvfølgelig også prøvet et af de lokale bryggerier i hovedstaden.

Vi havde jo fået en ny bil, da vi ankom til Wellington. Først havde de en Nissan Sonny til os, og det kneb med at have al vores bagage i den. Så fik vi heldigvis en Mitsubishi stationcar i stedet for, og der var rigtig god plads. Den levede lidt bedre op til Lars´ drømme om en Audi, og Rasmus´ drømme om en BMW. Og så var den ikke hvid, som de andre to biler, vi har haft. Den var grøn, og det syntes Rasmus var noget sejere. Elruderne og bagrudeviskeren gav nok også et bedre indtryk på drengen. Vi fik faktisk også et autosæde med denne gang, så det var ren luksus.

Ventetid ved Picton færgeterminal.

Picton færgeterminal.

Lars venter også!!

Udsigt fra da det klarede op.

På et lokalt bryggeri i Wellington.

Bryggeriet.

Rasmus ved siden af en udstoppet kalv i forretningen, hvor vi købte lammeskindstæppet.

Familien i Wellington.

En bro i Wellington.

Udsmykning ved Wellingtons kommunekontor.

En dejlig rutschebane i en park i Wellington.

Jeg ved ikke, hvad det er med os og storbyer. Vi har så lidt styr på dagene, at vi kommer til at forlade storbyerne (både Auckland og Wellington) fredag eftermiddag kl. 17.00 sammen med alle de lokale, som skal hjem fra arbejde samt på weekend. Men ud af byen kom vi da, og i regnvejr nåede vi op til Ohakune kl. 22.00. Alt det regnvejr, som vi ikke har haft de første 6 uger af vores tur i New Zealand, har skulle indhente os, inden vi flyver fra landet, så Queenstown, Oamaru, Picton og nu Ohakune gav os en del regn. Regnen i Ohakune holdt aldrig op, og selv om vi plejer at kunne pakke vores kram, hoppe i bilen og køre videre, indtil det holder op med at regne, så er det ikke lykkedes os denne gang. Vi skulle dog en tur op på Mount Ruapehu, som ligger i Tongariro nationalparken, og som vi havde glædet os til at komme op på. Det er en aktiv vulkan og et stort skisportsområde, så der er skilifter, som tager en op i 2.000 m. højde. Men alt var lukket pga. "heavy rain and hail, lack of visibility and strong winds" i de 1½ dag, vi var der. Turen derop var alligevel en oplevelse, da vi først kørte 10 km. igennem regnskov og derefter kom op over trægrænsen, så det kun var vulkanske sten i sort og rødt samt lidt forpjuskede alpine buske, der var at se. Vi kørte midt inde i en regnsky, så vi kunne kun lige se vejen og ane, at afgrunden lurede, hvis man kom ved siden af vejen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke "Sikke en udsigt, der havde været, hvis det havde været klart vejr!!". Vi kom ud af skyen, da vi var på vej ned af bjerget, så vi fik set et flot vandfald, og vi kunne også ane dalen igennem skyerne. Ellers var vi glade for den store hytte, vi havde i Ohakune, når vi nu blev tvunget indendørs, og selv om Rasmus og jeg gerne har ville have teltet op igen, er vi nu glade for, at Lars og Trine holder på, at vi skal sove i hytter.

I regnvejret kørte vi mod Auckland, og turen bød på mange flotte Hobit-bakker med græssende får og kvæg. Vi havde lidt opholdsvejr midt på eftermiddagen, så vi benyttede lejligheden til at besøge Kiwi House i Otorohanga. Her så vi mange spændende fugle, og højdepunktet var selvfølgelig nationalfuglen kiwifuglen, som er svær at se i det fri, da det er en natfugl, og der ikke er så mange af dem tilbage. Kiwifulglen var noget større, end vi havde regnet med - på størrelse med en håndbold.

Vi var heldige at få en hytte på Top 10 campingpladsen i Manukau, som kun er 10 minutters kørsel fra lufthavnen. Så nu har vi sorteret, smidt ud og pakket, og det ser ud til at både lammeskindstæppet, Rasmus´ fodbold og et par store sten fra området omkring gletscherne kan presses ned i rygsækkene.

Vores hytte i Ohakune (kun 1/3 af huset) med vores nye bil foran. Det er en Mitsubishi og er klart den bedste af "vores" tre biler.

Vandfaldet vi så på Mount Ruapehu.

Slugten med vandfaldet.

Hobitbakker med græssende får.

En fugl i Kiwi House.

En fugl og et par børn i Kiwi House.

Rasmus og Trine foran en forstørret kiwifugl.

Rasmus sover med sin lille kiwifugl, som han fik i Kiwi House.

Vi har betalt mellem 38$ og 42$ for at slå telt op (uden adgang til strøm) på campingpladserne og mellem 48$ og 76$ for en hytte med alt fra 6 m2 med to køjesenge til dem med dobbeltseng, en køje, køkken og spiseplads. Den dyreste overnatningsform har været Bed & Breakfast på 90$ pr. nat (og det er vist New Zealands billigste B&B) og hostels på mellem 92$ og 100$ (i Auckland), da børnene betaler samme pris pr. seng som voksne. Benzinen koster ca. 1,5$, mens fødevarer mindst er på Danmarks niveau. Vi er i den heldige situation, at den New Zealandske $ har tabt i værdi over for euroen, mens vi har været her, så da jeg checkede kursen i går, var den helt ned på 376. Det betyder meget, når vi har gået og brugt 4,5 som omregningsfaktor - forhåbentlig kan vores bankkonto genkende denne glædelige nyhed!

Mange tak for de mange mails - sidst vi var inde at downloade mails, lå der 40 stk. til os, og fra statistikken på hjemmesiden kan vi se, at der er 7-10 inde at se på den hver dag - og det kan vel ikke være vores mødre hele tiden!

Flyet letter kl. 15.20 i morgen, og så går turen til Thailand igen.