lj-family, side 09

På vej fra toppen måtte vi rundt om de store sand duner i Te Paki. Vi lejede et surfboard, som vi kunne suse ned af sandbakkerne på. Det var en hård tur opad bakkerne og en hurtig og vild tur nedad. Børnene lå på ryggen af os på vej ned, og det var noget sejt, at de både kunne komme op og turde tage turen med ned. Så mens I andre kælker på sne derhjemme, kælker vi på sand hernede.

Mor ved rettet for første gang og det sidder i højreside!

På vej mod den nordligste tange.

På vej mod den nordligste tange.

Cape Reinga.

Cape Reinga. Bag os mødes Tasman Sea med Stillehavet.

ca. 18.000 km hjem!

Cape Reinga lighthouse og Rasmus.

I nærheden af Cape Reinga ligger en flot natur camping.

Udsigt fra teltet. Det er udmundingen af en flod, hvor Trine og Rasmus kunne bade.

Ved stranden kunne børnene soppe og faren springe i de vilde bølger.

Trine ville også gerne med ud, men far hold fast.

På Sanddunerne med surfboard.

Det var hårdt at gå op af de stejle bakker.

Men vi nåede til toppen.

Billed fra toppen.

De stejle bakker gav god fart. Trine lå på ryggen af far og Rasmus på ryggen af mor.

Den tilsandede far efter kælketurene.

Trine og Rasmus siddende på surferen.

Bagefter måtte vi skylles i den nærmeste sø. Der var sand over alt!

Så måtte vi have et par hviledag til at få vasket tøj og få taget en ordentlig tørn med lektierne. Det gjorde vi ved Ninety Mile Beach, som er en 90 km. lang strand op ad den nordlige tange i New Zealand. Den er lige så bred som stranden på Fanø og har lige så vilde bølger som Vesterhavet på en vild efterårsdag. Forskellen er bare, at vi stadig har over 20 grader her. Her havde vi også vores første regnvejr, så vi pakkede vådt telt sammen.

I dag har vi så haft en transportdag. Vi skal syd for Auckland til Coromandel for at se mere af New Zealand, så vi har kørt det meste af dagen bare for at komme til Auckland her til aften. Vi så de store Kauritræer undervejs, da vi kørte gennem en 18 km. lang regnskov ved navn Waipoura Forest. Kauritræerne er op til 3.000 år gamle, op til 50 meter høje og har en diameter på op til 5 meter. Vi så selvfølgelig også nogle meget flotte udsigter i løbet af al den tid, vi kørte i bakker og bjerge. Heldigvis havde vi til sidst et stykke med lige-ud-ad-landevejen-kørsel, for ellers var vi ikke nået hertil endnu. Vi havde jo slået telt sammen i regnvejr i morges, så det var godt at få det pakket ud igen. Og det blev kun til et stykke pizza på Pizza Hut, før Lars kørte hen til en Internetcafé, hvor han kunne få downloaded vores emails. Mange tak for de mange hilsner. Nu er klokken også blevet 3.30, for vi har jo lige skulle svare på dem alle, så vi kan få sendt dem, inden vi forlader Auckland igen i morgen. Hjemmesiden kunne ikke overføres pga. belastningen på serveren, men det lykkes forhåbentligt i morgen formiddag, hvor det jo er aften i Danmark. Men nej, vi brugte det meste af fredagen i Auckland for at få opdateret hjemmesiden - 3½ time bare for opdateringen - men vi kunne ikke selv få adgang til vores hjemmeside, da opdateringen var færdig, så det var trals, for det kan I andre jo nok heller ikke.

Rasmus med sin nye fodbold foran teltet ved Ninety Mile beach.

På vej ned til stranden Ninety Mile Beach.

Ninety Mile Beach med hjulspor.

Ninety Mile Beach.

Leg på Ninety Mile Beach.

Færgen fra Kohukohu til Rawene på vej sydpå.

Rasmus sover i bilen.

Udsigt fra Omapera på vej sydpå.

Udsigt fra Omapera på vej sydpå.

Udsigt fra Omapera på vej sydpå.

Vejen igennem regnskoven i Waipoua Forest.

På vej mod det ældste Kauri-træ i New Zealand.

Det ældste Kauritræ i New Zealand.

Rasmus er nu blevet en stor dreng!

Et stop ved en flod igennem skoven.

Glade børn.

Familien på Internet café for at få opdateret hjemmesiden.