20/1-2011

Vi ville ud på en ordentlig elefanttur, når vi nu var i elefanternes land. Vi valgte at tage et kursus som elefanttræner – nok mest for børnenes skyld, men det viste sig, at det blev både sjovt og udfordrende for alle familiemedlemmer.

Der var kun to andre, som skulle med ud på elefantfarmen, og da de skulle rundt og se et tempel, en landsby hvor de væver tørklæder samt et gravsted for franskmanden, som fandt Ankor Wat i Cambodia, så tog vi med rundt. Heldigt – da Gitte alligevel ville have trukket familien med ud til templet på et tidspunkt.

Den første 1½ time på elefantryg foregik på stole på elefanternes ryg og var OK, men ikke noget helt specielt. Efter frokost kom vi i skole og skulle lære de laoske ord for:

Gå – Pai

Gå til venstre – Pai-Xai

Gå til højre – Pai-Qoua

Stop – Hao

Tilbage – Toi

Nej, stop med det du gør – Ya-ya

Læg dig ned - Map Long

Sprøjt vand – Boun-boun

Da vi havde øvet ordene, så vi minimum kunne de første 6 udenad, kom vi op at sidde på nakken af vores helt egen elefant. Nu skulle vi så ride vores elefant igennem junglen i et par timer. Og det var her, at alle fik udfordringer.  Ud over at sige ordene, skulle vi signalere til højre, til venstre og fremad ved at puffe til elefantens ører med benene, så det var god træning for inderlårene. Lars fik den store hanelefant på 50 år, som gerne ville gå sine egne veje, så han fik brug for ”toi toi”, Trine og Gitte fik de gamle hunelefanter (henholdsvis 35 og 40 år), og Rasmus fik lov til at få babyelefanten på 9 år, selv om den stadig var lidt sprælsk. Efter rideturen skulle elefanterne bades, mens vi stadig sad på ryggen af dem. Det gjorde de i floden ved at dykke helt ned under vandet og ved at sprøjte vand med deres snabel ud over dem selv og os, selvfølgelig.

 Her har vi fået elefantpassertøj på!

Da vi kom af elefanterne, var Rasmus, Trine og Lars ude at tube – de lå i en stor badering og flød ned af floden.

Vi overnattede i nogle flotte pælehytter nede ved floden. Der var ganske vist glasdører i hytterne, men fra lofthøjde til taget var der åbent ud til, så vi kunne høre flodens brusen og cikadernes sang fra værelset af. Vi fik hurtigt taget myggenettene i brug, da Trine havde set en 15 cm. lang edderkop på toilettet.

Dagen efter var vi oppe kl. 6.30 for at hente vores elefanter fra deres sovested i junglen. Vi hoppede dog af dem, inden de gik i floden for at få deres morgenbad, da det var noget koldt. Hen på formiddagen tog vi med to andre 30 km. op ad Nam Khan floden og blev sat i kajakker. Det var en fantastisk tur på floden med udsigt til de flotte bjerge, vandokser, laosere som fiskede eller ordnede deres urtehaver på flodens delta. Vi var dog godt møre i armene, da vi endelig kom tilbage til elefantfarmen. Så man må sige at de forstår at lave nogle ordentlige ture, så man ikke kun føler, at man får en lille smagsprøve på oplevelserne. Der var 2 guider med på vores kajaktur – en til vores familie og en til de to andre, og da vi var ude at ride på vores elefanter var vi også mandsopdækket, da hver elefants mahood var med. Det er som sagt relativt dyrt i Laos, men timelønnen kan ikke være så høj, når vi kan få lov til at være så små grupper til aktiviteterne.

Vi er kommet ud af vores kolde sky, som har fulgt os i et godt stykke tid. Da vi tog ud til elefantfarmen, brød solen igennem, og vi har haft nogle dejlige varme dage.

Vi befinder os lidt syd for de bjerge, hvor der traditionelt er blevet dyrket meget opium. Da vi kom over bjergene fra Vietnam, var der flere udviklingsprojekter i landsbyerne for at få dem til at dyrke andre afgrøder end opium og få de unge til ikke at starte på at ryge det. Vi mener dog, at der var flere af mændene i landsbyerne, som så noget dopede ud. Vores chauffør på bussen, som kørte os over grænsen, røg også på en sjov pibe, som sagde en hvinende lyd, hver gang han skulle tage mod til sig før en mudderbakke eller –sving … men vi ved nu ikke, om der var andet end tobak i den. Når man skal vandre i bjergene i Thailand ved grænsen til Myanmar, skal man også passe på ikke at komme til at krydse den umarkerede grænse, da Myanmars bjerge kontrolleres af narkobaroner.

Vores næstsidste dag i Luang Prabang blev brugt til at slappe af på en cafe, som hedder Utopia. Den består af en stor siv terrasse bygget ud over skrænten ned til Nam Khan-floden. Der er en masse madrasser, hvor man kan ligge/sidde ved meget lave borde, og haven omkring terrassen har masser af palmer og buske, og midt i den er der en beachvolleybane. Laoserne er kendt for deres afslappede livsform, og denne café giver til fulde mulighed for bare at chille out og læse bøger og spille kort – eller bare nyde udsigten.

På vores sidste dag i Luang Prabang stod Gitte og børnene op kl. 5.30 for at gå på morgenmarkedet og købe kogte ris, som de efterfølgende lagde sig på knæ for at give munkene, som indsamler mad fra befolkningen inden solopgang. Rigtig spændende, da vi var omgivet af laosere og oplevede munkene bede for os bagefter. Efter endnu en tur på morgenmarkedet med indkøb af papaja og små mandariner rustede os til morgenmaden ved hjemkomsten. Det har taget os lang tid at stoppe med at spise den traditionelle vestlige morgenmad herovre med æg og hvidt brød. Hverken vietnamesere eller laosere spiser det hvide brød, men der er jo masser til ære for turisterne. Vi er så vant til, at man da skal have brød hver dag – men alt det hvide brød mætter jo alligevel ikke. Vi har faktisk spist ris flere dage om morgenen, og det mætter lige så godt som havregryn! Vi var blevet rigtig gode til at spise med pinde, da vi var i Vietnam, men ofte får man slet ikke mulighed for at bruge pinde her i Laos, så nu er vi ved at miste grebet om det. Vi har lovet os selv, at vi skal eksperimentere med asiatisk mad, når vi kommer hjem, for de kan altså noget med deres krydderurter og chillier.

Da sovetrynen i familien var stået op, tog vi en tuk tuk 1 time op i bjergene. Her sejlede vi over Mekongfloden for at komme op til en hule, hvor der var 3000 buddaer. Hulerne var ikke i sig selv noget særligt, men landskabet var meget flot, og børnene fik styret deres lyst til at køre med tuk tuk. På vej tilbage stoppede vi ved en landsby, som laver risvin og fik købt lidt med hjem.