10/1-2011

I får lige lidt flere billeder fra vores tid i Nordvietnam. Vi nåede ikke at lægge dem alle ind på hjemmesiden, før vi skulle videre.

Gitte sad og lagde tekst og billeder på hjemmesiden, mens resten af familien var gået ud efter mad – hvert billede skal uploades selvstændigt, så det tager noget tid.

Kl. to minutter i 11.00 kom vores bestilte taxa – alt er virkelig til tiden her i landet. I den gamle bydel i Hanoi må der ikke køre andre biler end taxaere, da vejene ikke er så brede. Da resten af familien ikke var kommet tilbage, spærrede taxaen for trafikken i den ene retning, og der blev en kø af mange scootere og andre taxaere bag vores ventende taxa – folk blev gale og kom og skældte ud, så Gitte stod og krummede tærer. Da Lars dukkede op af mængderne af vietnamesere var det uden børn – de sad på en restaurant og ventede på maden …. Lars har tænkt, at så kunne vi jo lige køre forbi og hente dem. Men man kan ikke vende en bil i den trafik, så han måtte kæmpe sig igennem menneskemængderne tilbage efter dem. Der kom røg ud af ørerne på Gitte, da familien endelig sad i taxaen, som var blevet skubbet en blok længere frem end hotellet for at give plads til de øvrige trafikanter.

Flyet, vi skulle flyve de 50 minutter til Dien Bien Phu med, var en propelflyver, så det vakte stor jubel især hos Rasmus. Da vi ankom til byen, hvor det sidste opgør med den franske kolonimagt foregik, glædede vi os over at kunne gå på de brede fortov helt alene, så vi gik de 2 km. hen til et guest house over for busstationen – med fuld oppakning. Da vi havde lagt oppakningen, måtte vi gå et par kilometer gennem byen for at finde et sted, hvor vi kunne spise, og på vej hjem fik vi provianteret med masser af frugt.

Nu skulle børnene jo prøve noget rigtig hårdt backpacker travel – og det kom de så til! Vi tog bussen den 11/1 kl. 5.30 – det var en gammel minibus, men vi var ikke så mange i den, så det skulle nok gå. Efter 1 time var vi ikke kommet ud af byen endnu men havde stoppet på flere forskellige morgenmarkeder og læsset kassevis af grøntsager både oven på og inden i bussen, og bussen var blevet proppet til bristepunktet med passagerer. Vi sad helt tæt, og vores ben er for lange til deres små afstande mellem sæderne, så det var ikke videre behageligt. Så begyndte grusvejen, som skulle føre os op på bjerget, hvor grænsen til Laos er. Grænseovergangene fungerede faktisk helt fint. Vi skulle selvfølgelig af begge gange og udfylde papirer og have checket pas, men der var ikke den store ventetid – der kommer vist også kun denne bus igennem på hele dagen og derudover et par enkelte scootere. En af grænsevagterne fortalte os, at i solskinsvejr ville turen fra grænsen til Muang Khua tage 2-3 timer, men i det regnvejr, som vi har i dag, så tager det 6-8 timer – hvis det overhovedet er muligt at komme igennem! Trine skulle på toilettet, mens vi var ved den Laos´s grænsepost, og det kostede 2.000 kip, stod der på skiltet. Vi kunne ikke forstå, hvor hun var henne, da hun ikke var ved grænsebygningen mere. Da hun endelig kom tilbage, havde hun været på toilettet i Vietnam, altså tilbage over grænsen, og diskuteret med ældre dame, at hun skulle have 8.000 kip tilbage på sin 10.000-seddel og ikke kun 6.000 kip, som hun havde fået! Så hun bliver en rigtig god forhandler, når hun bliver stor. Det har hun også allerede vist ved flere lejligheder. Gitte prøvede dog at forklare, at det måske ikke er alle steder, at man skal holde lige meget på sin ret …. mens Lars bare var stolt.

Bussen viste sig at være en rigtig bjergged. Den kunne komme op ad mange bakker og rundt om mange skarpe sving og selv over et par små floder. Vejen var meget mudret, så man kunne mærke, at hjulene gled lidt – og når man samtidig kunne se direkte ned ad de meget stejle skrænter på bjerget, så var det lidt uhyggeligt.

Gitte ville gerne til Laos igennem dette fjerne område for at opleve de mindre besøgte egne samt for at få den flotte udsigt oppe i bjergene. Man kunne da også godt fornemme, at der ville have været flot, hvis det ikke lige var fordi, at der var regnskyer omkring os og ofte så tåget, at man ikke kunne se mange meter frem for os!

Vi tilbagelagde i alt 108 km denne dag og brugte 9 timer på det. Da vi havde kørt halvdelen af vejen, sad bussen nemlig fast op ad bakkerne et par gange. Første gang tog det os 1 time at få den fri. Først prøvede vi at skubbe den. Derefter at trække den fri med et tov. Så prøvede vi at hente sten, som kunne lægges til en vej foran hjulene, og da det heller ikke lykkedes, satte vi os til at grave mudder væk fra vejen med hænderne. Efter 3 af disse forsøg lykkedes det, og sikke en følelse af succes at kunne sætte sig ind i bussen igen. Det er en af de oplevelser, som er rigtig sjov, fordi det lykkedes os at komme frem inden solnedgang. Hvis vi skulle have overnattet i bussen i midten af no where, så havde det nok ikke været så sjovt længere. For vi mødte ikke en eneste bil eller scooter, mens vi arbejdede med at få bussen fri, så vi kunne ikke bare have fået et lift med et andet køretøj.

Nu har vi gået i det samme tøj i en uge (dog med rent undertøj og indkøb af flere par strømper), og det er gået fint – men når det først er fyldt med mudder, så er det altså ikke så rart mere. Det er ikke muligt at få lagt tøjet til vask, før vi kommer til et vejr, hvor vi kan skifte til shorts, da vi jo skal have noget andet tøj at gå i, mens tøjet tørrer – og da det skal lufttørre, tager det vel 1½ døgn – eller mere i denne regn og kulde.

Da vi ankom til Muang Khua tog vi en langbåd de 15 meter over floden (5000 kip pr. person). Efter dagens første ordentlige måltid (vi havde levet af frugt, nødder og kiks på busturen) fandt vi et guest house, hvor vi fik sat vores rygsække. Der er så smukt her i bjergene, og vores plan var at arrangere en trekkingtur herfra og derefter sejle mod Luang Prabang i langbåd (en tur på 2 dage). Men det er så koldt så koldt her. Nok under 10⁰, og vi har desværre ikke rigtigt vintertøj med, og man kan ikke gå nogen steder hen og få varmen. Vi spiser udenfor (dog under halvtag) – og med en suveræn udsigt over bjergene og floden. Selv i vores værelse er der lige så koldt, så det er kun under dynerne, at vi kan få lidt varme.

Dagen efter ankomsten blev vi vækket tidligt, da vores hus´ hane havde galekamp med resten af nabolaget. Dagen blev en lektiedag under dynerne. Børnenes fingre blev dog så kolde, at vi måtte skiftes til at skrive for dem, så de kunne holde hænderne under dynen en gang imellem – men det var dem som tænkte, vi skrev bare!

Vi er helt vilde med maden her i Østen. Dog var vores børn ved at konvertere til vegetarer, da et italiensk par fortalte os, at de lige havde set en hund dreje rundt på grillspydet nede ved floden. Det forstærkes, da Trine og Rasmus har fået en ny ven, som er en lille sød hund på vores restaurant. Hunden kalder vi Tyksak.

Om eftermiddagen gik vi nogle timer rundt i landsbyen. Vi var på det lokale marked og rundt og se på alle landsbyens pælehytter med sivvægge. Vi så både en skole og en børnehave og hilste på mange mennesker. Børnene var vilde med at give hånd til Trine og Rasmus, og det havde vi meget sjov ud af. For at komme til en del af landsbyen skulle vi over en hængebro over floden. Den var lavet af jernplader banket på jernwirere. Disse plader var nogle gange lidt løse, og nogle steder var der huller i. Broen gik 40 meter over floden, så Gitte var ikke vild med turen over. Vi så også landsbyens tempel og så nogle af de lokale munke. Her kunne vi fint have brugt flere dage, hvis vi ikke havde frosset sådan. Vi har fået fortalt, at det ikke er normalt, at det regner og er så koldt på dette tidspunkt, så det er ærgerligt. Især fordi sejlturen ned langs floden må være en fantastisk oplevelse.

 Her er tyksak

I stedet for at sætte os i en lille langbåd, hvor man sidder på bunden af båden og bliver sprøjtet til med vand, satte vi os først i en tuk tuk for at komme til busstationen og derefter i den første bjergbus i vores forsøg på at komme ned fra bjergene og finde lidt varme. Det var en flot tur langs floden oppe i bjergene med hele 3 kontroller af det lokale politi. Rasmus er jo en ordentlig backpacker, så ved bussens eneste stop gik han ud for at tisse og sørgede for at kaste op samtidig. Han klarede sig til Udomxai, hvor vi gik ud for at spise frokost, mens vi ventede de 3½ time, før vores næste bus skulle gå. Her var Rasmus dårlig og kastede op et par gange til, så det var nogle onde forældre, der fortsatte turen med bus, da vores bagage allerede var surret fast på bussens tag.

Gitte havde sagt til Rasmus: ”Det kan ikke blive værre end de første 3 timers bjergkørsel”. Men hvor kunne hun dog tage fejl. Det kunne blive meget værre. Den første bustur var godt nok med mange hårnålesving, men vejen var asfalteret. På den nye vej var der ikke mange m², som var sammenhængende asfalteret, og bussen havde ingen støddæmpere, så vi hoppede op og ned af pot holes hele tiden. Heldigvis havde Rasmus fået lov til at sidde på forsædet sammen med Trine. Forældrene havde fået plads på bagsædet uden mulighed for at bevæge sig frem i bussen pga. de mange mennesker, så det blev søster Trine som tog sig godt af den køresyge Rasmus. Turen gik nær toppen af bjergene og igennem mange landsbyer. Så det var rigtig spændende for den del af familien, som ikke var køresyg. I landsbyerne går høns, grise og hunde frit rundt, så der er mange dyr at kigge på, og nu kunne vi også se bjergene, så vi fik lov at nyde den flotte udsigt i de 2½ time det tog, før vi kom så meget ned fra bjergene, at vejen gik mere lige ud!

Vi kom til Luang Prabang kl. 20.30, så det var sent at skulle finde et sted at sove. Gitte havde fundet et sted med pælehytter på nettet, men da tuk tukken kørte os derud, var der desværre optaget. Det samme var 5 andre guest houses i byen, som vi prøvede, før vi fandt et værelse. Det var et trist og beskidt værelse, så dagen efter måtte vi på jagt efter et nyt.

Laos er meget dyrere end Vietnam (2-3 gange dyrere) men tilsvarende 2-3 gange mere behageligt at være i. Befolkningen er så flinke. Bare man kan sige ”sebaj di” (goddag på laosk), så smiler og hilser de på os. Ingen presser på for at sælge, og det er til at få en snak med lokalbefolkningen – de kan faktisk alle lidt engelsk.

Tilbage