6/1-2011
Vi ankom til Hanoi kl. 5.00 – mange havde sagt, at ”det er så koldt i Hanoi”, og vi havde bare tænkt, ”ja, I går i vinterjakker, mens vi andre bader i havet, så det er nok ikke så slemt”, men man må sige, at vi nu får god brug for det tøj med skiundertøj, trøje og vindjakke, som vi rejste til lufthavnen i i Danmark. For 130 er nu ikke meget. Selv vores strikhandsker er kommet op af rygsækkene.
Nu troede vi jo lige, at vi havde fået styr på det hele, så vi checkede, at der var taxameter i taxaen fra jernbanestationen …. men vi vidste ikke, at sådanne taxametre kan være gearede, så vi kunne slet ikke nå at tælle med, så hurtigt kørte taxametret på den 2-kilometer lange tur til det gamle kvarter i Hanoi.
Planen var, at 3 af os skulle sidde på en hyggelig fortovscafé og spise morgenmad, mens den 4. skulle gå rundt og se på hotelværelser. Men vi er kommet så meget nordpå, at der kl. 5.30 er helt mørkt, og alt var helt lukket i byen. Vi kunne ikke engang se nogen hoteller, da de var skjult bag metalgitre (som i en port) lige som alle gadebutikkerne.
Vi fandt dog et luksushotel, hvor vi fik lov til at vente til kl. 7.00, hvor Lars gik ud og fandt os det nærmeste hotel, hvilket viste sig at være et fint sted at være – både med varmt vand og en aircondition, som kunne sende varm luft ud i lokalet … og alle bedst, vi kunne få værelset med det samme. Så vi fik smidt rygsækkene og kravlede alle 4 i en seng under tæpperne, hvor vi fik os en lille morgenlur, inden vi måtte ud at se på byen.
Det som om morgenen havde været helt stille og tomt, var nu blevet til et inferno af scootere, mennesker og varer med alle de medfølgende lyde og forurening. Vi havde aftalt, at vi ikke skulle noget denne dag … men byen skulle vi jo lige kigge på…. og så gik der 5 timer med det. Afstandene er ikke store, men i det gamle kvarter er fortovene besat med varer fra gadebutikkerne og parkerede scootere, som står på tværs, så der kan man ikke gå. Derfor må man gå på vejen sammen med masser af scootere, som kører i begge retninger – i begge sider. Så det tager så lang tid at gå rundt. Selve bydelen er utrolig hyggelig med en gade for hver varegruppe. Vi bor på tæppegaden, og der er en gade for tilbehør til templer (alle har et hustempel), en gade for træningstøj, en gade for blomster, en gade for tørklæder, en gade for kasser, en gade for fjerkræ, en gade for skohandlere osv. Mellem disse små butikker er der presset et lille tempel ind her og der. Den voldsomme trafik og den medfølgende forurening gør det dog til en fornøjelse, som man ikke kan klare så længe. Så vi ville også lige have vores videre rejse lagt på plads. Som med alle andre køb, kan man ikke gå ind i et af de mange mange rejsebureauer og spørge efter prisen og få et svar. Det er som at komme ind hos en skrædder – der skal man have valgt design, valgt tekstil og taget mål, før man kan begynde at forhøre sig om prisen. På rejsebureauerne skal man hører om alle alternativerne og hele programmet for et par alternativer, før man kan komme til at forhandle om prisen og komme videre i beslutningsprocessen. Hvis man accepterer, skal man forhandle om gebyret ved at betale med fx visakort og til sidst skal man forhandle om vekselkursen fra $ til dong. Alle priser på rejser bliver nemlig opgivet i dong. Og når man så når frem til prisen 1 time efter ankomsten i butikken, så orker man næsten ikke at gå et nyt sted hen og starte forfra. Gitte havde læst, at Sinh-cafeerne skulle være troværdige, så vi gik ind i sådan en for derefter at se rundt i gaden, hvor der var 3 andre Sinh-caféer … og hvilken en, som er den ”rigtige”, er bare ikke til at vide. Når men vi fik efter lange overvejelser besluttet os til en 3-dags tur til Ha Long bugen (det er jo som sagt ret koldt, så vi var i tvivl om denne bådtur og ophold på en lille ø (Monkeyøen) ville være mere egnet til sommersæsonen), droppede at tage til Perfume Pagodaen, da man skal ro i en lille robåd på floden i 1 time, og valgte at flyve fra Hanoi til Dien Bien Phu den 10/1. Dien Bien Phu ligger i det østligste Nordvietnam. Flyrejsen koster os i alt 1.000 kr. og sparer os for 2 dage i lokale busser. En privat bil ville koste os 2.500 kr.
Vi havde som sagt egentligt valgt, at det skulle have været en slap-af-dag, men dagen startede i så fald først kl. 17.00. Trine og Gitte nåede at få massage om aftenen, og Rasmus og Lars var ude at drikke øl og fandt en baggårdsrestaurant, hvor man skulle igennem en 50 m. lang meget smal smøge for at komme ind. Igen et sted, hvor vi var de eneste turister … dejligt!
Torsdag morgen tog vi tidligt af sted til Ho Chi Minh mausolæet (Vietnams landsfader). Selv om manden har været død i 30 år, tager han hvert år et par måneder til Rusland for at blive shinet up. Men heldigvis var han lige vendt tilbage til Hanoi, så vi stillede os op på to rækker og marcherede sammen med mange vietnamesere ca. 500 m. fra security til selve mausolæet. Ud over at gå på 2 lige rækker omgivet af militærfolk, måtte vi ikke tale, have hat på, have hænderne i lommerne og selvfølgelig ikke være for letpåklædt – det sidste var nu ikke noget problem i den kulde! Det var derfor i sig selv en oplevelse at komme frem til Ho Chi Minh. Han lå meget fredeligt i sin kiste og så forbløffende ”godt” ud. Da vi havde besøgt herren himself, så vi hans palæ og hans lille pælehus (house on stilts), hvor han boede og arbejde de sidste år af sit liv for at leve på lige fod med sin befolkning.
Der var kun et par kilometer tilbage til den gamle bydel, så Gitte synes, at det kunne være spændende at gå, da vejen gik forbi mange flotte bygninger fra kolonitiden, templer og parker. Det blev også en god gåtur, men den sidste del tog meget lang tid, da vi skulle igennem de små gader, hvor de fx lavede covers til scootersæder, og hvor vi kun kunne komme frem vha. musseskridt, da et væld af scootere, biler og fodgængere maser sig frem mellem hinanden i noget, der ligner et stort kaos. Derfor blev det ofte 2 skridt frem, 3 til siden, 1 bagud, før man igen kan gå lidt fremad.
Vi nåede at blive godt sultne, da caféerne ikke er fordelt på hvert gadehjørne men på en selvstændig cafégade. (De små gadecaféer med de små plastikstole og mad, som står ude hele dagen, er der dog mange af – men dem har vi for vores mavers skyld valgt fra.) Da vi endelig fandt cafégaden, havnede vi på en dejlig lokal restaurant, hvor der kun var en ret – der kom en pande med stegt fisk på bordet, hvor der blev hældt en mængde forårsløg på. Det tog man op i sin lille skål sammen med nudler, krydderurter, salat, peanuts og fiskeoliesovs – lækkert!
Rasmus har længe ønsket sig en rigtig rygsæk til spejderturerne, så vi var senere på dagen på markedet, hvor vi fik købt en til ham – den kostede kun 320.000 dong (80 kr.),,så nu skal den stå sin prøve på vores tur til Ha Long Bay. Markedet var hundredvis af små butikker, hvor der var et mylder af mennesker, som slæbte store sække med varer ind. Vi fik også hentet vores flybilletter til Dien Bin Phu (selv om vi måtte presse på for at få dem), og så sluttede vi dagen af med en forestilling i Hanois berømte vanddukketeater. Meget imponerende for alle familiemedlemmer. Flot musik på de asiatiske instrumenter og meget spændende, at 15 dukkeførere bag scenen kan styre alle de dukker i vandet.
