4/1-2011

Nu er vi ved at få et fast greb om Vietnam – vi har vendt os til at mange hiver og flår i os, at de handlende bliver ved med at presse os til at købe, selv om vi har sagt nej tak mange gange, at prisen skal mindst halveres, at hotellerne ikke behøver være så dyre, at lokal mad smager godt og har det fint i vores maver, og selv trafikken har vi lært at gebærde os i, hvilket vi tvivlede stærkt på den første dag i Saigon.

Turen fra Hoi An til Hue tog 4 timer med en meget behagelig chauffør, som ikke kørte mere end 60 km/t på noget tidspunkt. Vi stoppede ved China Beach og fik frokost. Lars og Gitte lærte at lave deres egne forårsruller, som de laves i Hoi An – rispapir med kinakål, bønnespirer, forårsløg, lidt sojasovs og lidt kødstrimler rullet i kokos. Det var et rigtigt beach bum sted, hvor vi kunne havet overnattet til 12 doller pr. nat kun 100 fra stranden. Men vi skulle jo videre, og oppe på bjerget kunne man se ned til Danang og til en meget flot strand på den anden side. Passet på bjerget har været brugt af amerikanerne og franskmændene til udkigspost. Rasmus og Lars fik udforsket det hele.

Tiden flyver af sted, og vi har nået at se og opleve utrolig meget, mens vi har været her. Vi havde nok taget en dag ekstra i Hoi An og en dag ekstra i Hue, hvis vi ikke havde bestilt nattog til Hanoi den 4/1. Hvis man skal have liggeplads i nattogene, skal man bestille i god tid. Man kan altid få plads i busserne, men så længe der er jernbane, har vi valgt denne løsning, så ingen bliver køresyge, og jernbanenettet er helt sikkert også sikre end vejnettet med alle hullerne i vejene (vejene er faktisk meget lig Kenya for dem af jer, som det siger noget). Så det blev kun til 2 nætter i Hue. Den første nat på Bamboo Hotel lige på den mest trafikerede vej i byen, og anden nat på et hyggeligt billigt hotel i en lille backpacker-gade, som vi fandt den første aften.

Vi har endnu ikke haft brug for fjernsynene på værelserne, men en aften, vi var ude at spise på en lille restaurant, som havde fjernsynet kørende med en børnefilm, var Rasmus´ øjne klistret fast til skærmen – selv uden lyd på filmen.

Den første dag i Hue lejede vi scootere for at tage ud på landet og se nogle af de gamle kejseres mægtige gravsteder – disse gravsteder består af mindst 5 templer, søer mv. Vores lille kort i Lonely Planet-bogen viste, at det var let nok at finde derud. Meeeen Hue er meget stor, og der er mange veje, som ikke er med på kortet i guidebogen, og vietnameserne bruger ikke sådan skiltning mod andre byer eller turistattraktioner. Så vi fik set en del af Hue og fik the på en helt lokal café, hvor det hjalp, at vi nogenlunde vidste, hvad der normalt står på menukortene, og derfor kunne bestille på ”vietnamesisk”. Da vi havde fundet udkanten af byen, kom en dame op til os (på sin scooter, selvfølgelig) og spurgte, hvor vi skulle hen. Jamen, hun boede da lige ved siden af det flotteste gravkammer, så vi kunne bare følge efter hende.  Vi har endnu ikke mødt nogen, som ikke har været ude på at skore kassen på os, så vi var meget i tvivl, hvorvidt vi turde sige OK, og der er mange historier om fantasifulde måder at få turister til at miste deres værdigenstande. Vi valgte dog at følge hende, da det er trist at gå glip af en god oplevelse, fordi man er ved at bliver paranoid her. Vi kørte gennem små stier, hvor der kun kunne komme scootere, langs Parafyme-floden, hvor udsigten til de omkringliggende bjerge var rigtig flot – og vi nåede faktisk frem til Minh Mang templet 10 km. fra Hue. Det var en oplevelse at gå igennem parken, som indrammede kejserens gravsted (bygget i 1840). Da vi kom ud, var vores flinke dame der stadig, så vi kørte efter hende til næste tempel. Gittes scooter ville ikke køre videre efter 20 m., så historier om, hvordan nogen fjerner dele fra turisters scooter, mens de er væk, og så tilbyder at reparere den, når den ikke vil starte, kørte igennem hovedet. Men der var fluks en ung pige, som stoppede, og hjalp med at få scooteren i gang igen. Det samme skete senere, da Lars´ scooter ikke ville i gang efter et besøg på et frugtmarked om aftenen. Så det var dejligt at opleve.

Efter besøget hos Minh Mang kørte vi til Khai Dinhs gravplads. Templerne er bygget i 1920erne og viser en helt anden arkitektur, da den er meget fransk inspireret. Efter dette visit blev vi inviteret med hjem til the hos vores flinke dame. Igen var vi meget i tvivl, men jo tak, vi tog med. Man bliver ofte budt på grøn the – der er the i en plastikkande, og så bliver der i dagens løb hældt kogende vand over, når der er brug for det. Det var spændende at være hjemme hos en vietnameser, og vi havde også fået lidt samtale med vores flinke dame i dagens løb. Den store udfordring er, at langt de fleste vietnamesere slet ikke kan engelsk, og derfor kan man ikke få en samtale med de lokale. Det gør, at man bliver endnu mere turist, end man ville have været andre steder. Da vi havde drukket the, kom vi så til betalingen. Vores dame havde 5 børn, og ville gerne have os til at hjælpe med penge til dem. Det gjorde vi selvfølgelig gerne, og vi havde hele tiden vidst, at hun ikke hjalp os for sjov – men det er en sjov facon.

Da vi kom tilbage til byen efter endnu 10 km. på grusveje og i den vietnamesiske trafik (som dog ikke var så slem i Hue som mange andre steder, vi har oplevet, skal det lige siges), stoppede vi ved en vietnamesisk restaurant – her var kun vietnamesere, men de noget bedre stillede, da de almindelige vietnamesere sidder på gaden på de små plastikstole på i bogstavelig forstand gadecaféer.