30/12-2010

Så fik vi prøvet et vietnamesisk nattog, som var i den forventede kvalitet – dvs. vi bumlede derudaf med 25 bratte stop undervejs, så vi fik ikke den mest sammenhængende søvn denne nat.

Dagen startede med, at vi ankom i Danang kl. 8.40 - Familien havde været meget trætte, så vi lod Trine og Rasmus sove, mens vi pakkede sammen i vores lille kupe. Planlagt ankomst kl. 9.00, så da togføreren kl. 8.35 sagde: ”næste station Danang” måtte en meget træt Rasmus og Trine iført rygsæk af toget ret hurtigt.

Vi spiser morgenmaden på en lille gadecafe over for togstationen. På denne cafe, som så mange andre cafeer, sidder vi på små plastikstole og drikker te af dukkestel til Trine og Rasmus’ store fornøjelse. Udover de små forhold er der også masser af vietnamesisk larm. Trafiklarm fra begge sider, idet cafeen ligger i et gadekryds, 2 fjernsyn kører på hvert sit program - selvfølgelig, og til sidst prøver cafeens musikanlæg, at overdøve det hele!! Man er tvunget vågen efter sådant et opholdt. Vi forhandlede om en taxatur til Hoi An. ca. en times kørsel, pris: 200.000 Dong eller 50 kr. ”Forhandle” er nøgleordet i dette land, hvilket vi kommer ind på lidt senere.

I Hoi An checkede vi ind på vores rigtig hyggelige hotel (se tagterressen) og efter et tiltrængt bad, gik vi på opdagelse i denne spændende by. Byen er fredet af UNESCO, da den har en gammel bydel med huset inspireret af vietnamesisk, japansk, kinesisk og fransk byggestil. Her må man ikke køre med motor (i hvert fald ikke når politiet er til stede), så man må kun cykle eller gå. En skøn ro trods alt i forhold til de andre byer.

Byen er spækket med butikker med skræddere, som kan sy alt hvad hjertet begærer. Ved siden af tøjbutikkerne er der skobutikker, hvor man kan få syet de sko, man lige ønsker sig. Vi nåede ikke langt i byen, før vi var indfanget hos den første skrædder, så Rasmus fik taget mål til sit jakkesæt med vest, slips og charmeklud, og Trine fik taget mål til nattøj og et par hængerøvsbukser. Ud over at vælge hvordan tøjet skal se ud, skal vi også vælge stof i den store jungle af stoffer på hylderne. Ikke en let opgave – og det er faktisk helt til at blive stresset over at skulle shoppe og sightsee så meget på en gang.

Vi har sagt til børnene, at de ikke skulle bruge penge på tøj mv. det sidste halve år, når nu vi skulle ud til Vietnam, hvor alt tøjet alligevel bliver lavet. Så vi havde lovet, at de måtte gå ”shop-amok” (i Langkjær Jakobsen forhold J). Trine fik købt en stor taske og gaver til flere derhjemme… i alt købte hun for 2.500.000 dong. Vi har alle fået haramsbukser, som er dejlig behagelige at gå i, når det er ca. 22-23⁰ og overskyet. Vi endte vores første byrundtur i den gamle bydel nede ved floden, hvor alle de små restauranter ligger tæt. Der bliver tændt vietnamesiske lamper i alle træerne, og der er vietnamesiske drager med lys i ude i floden. Her kunne Rasmus sidde og kigge i lang tid. Så her er superhyggeligt. Inden vi gik hjem fik Trine og Gitte manicure og pedicure for første gang i vores liv – for vi skulle jo se godt ud til nytårsaften. Imens var Lars og Rasmus ude for at købe billetter til en stor nytårsfest, som skulle holdes ude i det fri dagen efter. Det var en fest med indbygget rockkoncert, så det var lige noget for Lars og Trine. Lars og Rasmus tog en cykeltaxa på tilbagevejen, og Rasmus var meget spændt, som kun han kan være på hans helt egen måde. Han vinkede efter en cykel, og så var vi af sted.

31/12-2010

Nytårsaftensdag fik vi prøvet og tilpasset børnenes tøj. En meget stolt Rasmus prøvede sit næsten færdige jakkesæt for første gang. Vesten er selvfølgelig gul, og det samme er en ekstra skjorte, som han valgte. Om eftermiddagen hentede vi tøjet, og det var en meget flot fyr, vi fik med til nytårsaften. Nu kan Daniel og Rasmus godt komme de fine steder i deres skræddersyede jakkesæt!

Gitte trak familien med gennem byen for at få set på de historiske bygninger, men en del af tiden blev opmærksomheden fanget af de utrolig mange butikker med uhyggelig billige ting, som vi dog først på 3. dagen i byen, er ved at finde det rigtige prisniveau på. På vej hjem skulle vi hente Lars´ og Gittes lædersandaler fra sko-skrædderen, og vi fik at vide, at skoene skulle tørre et døgn, da de lige var limet, så det blev ikke til andet end de fodformede sandaler nytårsaften for Gittes vedkommende.

Under nytårsmiddagen var der vietnamesisk underholdning med musik og dans. Middagen var traditionel mad fra Hoi An, forskellige sammenkogte retter og grillet fisk og kylling – og spagetti i forskellige versioner. Det er ikke normalt at få spagetti her, så det betragtes som en delikatesse – men det er jo en sjov ret til nytårsaften – det er i ethvert tilfælde ikke det, vi plejer at få, vel Helle & Mads?

Det var ikke så mange til middagen og de eneste vietnamesere, som deltog, arbejdede enten til festen eller var medlem af det lokale kommunistiske parti (tror vi da). Men da rockkoncerten begyndte, kom der gang i festen, og vi hørte hård rock udsat for asiatisk fortolkning, selv Lady Gaga fik en tur i den asiatiske rock karrusel. Kl. 24.00 var der nedtælling til det nye år, og derefter ABBA’s ”Happy New Year” i hård rock version. Det var en oplevelse! Vi sang selv Der er et yndigt land og Kong Kristian, men det var svært at trænge igennem.

Rasmus og Gitte tog først hjem og lod familiens festaber blive til festen. Trine og Lars tog dog hjemad kort tid efter – men de havde en noget længere og mere spændende tur hjem. Lars var godt oppe i løjerne, og sagde ”Chuc mung nam moi” (vietnamesisk for godt nytår) til alle han mødte. Vi havde lånt cykler på hotellet, så da der skulle skydes genvej over floden i stedet for over broen, blev cyklen smidt i en lille robåd sammen med datteren, og så var der dømt sigtseeingtur på floden. Men hjem kom de heldigvis, og Lars´ familie fik opringning med ønskning af ”Chuc mung nam moi”, da vi jo var ude i fremtiden på dette tidspunkt - vi var i 2011, og I var stadig i 2010 hjemme i Danmark – lidt underligt……

1/1-2011
Det er nok første gang, at hr. Jakobsen har haft et så aktivt program den 1/1, som i dette år. Morgenmaden på hotellet sluttede kl. 10.00, så lidt i 10.00 sad hele familien samlet til omelet, juice og brød. Derefter lånte vi 3 cykler – den ene med et blødt sæde bagpå, hvor Rasmus fint kunne sidde. Trine og Rasmus ville selvfølgelig cykle sammen. Trine cyklede og Rasmus sad på det bløde sæde på vej ned i byen, så vores to vietnamesiske børn med ”lampeskærme” på hovedet cyklede i bytrafikken, som om de var indfødte til stor bekymring for forældrene.  Ind og ud mellem scootere, cykler og få biler dog. Da forældrene brokkede sig over kørslen, svarede Trine bare ”jamen sådan gør de da selv”. Bagefter cyklede vi en tur ud på en af øerne, hvor vi drak cola på et dejligt lokalt sted. Vi var de eneste turister der (så var det Gittes tur til at blive helt ”høj”). Inde i den gamle by, er der faktisk kun turister på nær dem, som arbejder i butikker, restauranter og barer. Derfra gik turen ud over land langs rismarkerne ud til stranden. Det er første dag med solskinsvejr i Hoi An, så det var heldigt. Der var kilometervis lange sandstrande, og høje bølger slog ind over standen. Børnene og Lars elskede at lege i bølgerne, mens vietnameserne stod og rystede på hovedet af dem i vinterfrakker og tørklæder, da det er deres vinter og dermed bliver oplevet som koldt (i dag kun 25 grader).

Cyklerne er ikke af samme standard, som vores egne hjemme i Næstved – kun en enkelt håndbremse virker, og det hele skramler lidt, så vi cykler i et meget stille og roligt tempo – perfekt til at opleve, hvad der sker langs vejen og nyde de flotte templer. Butikkerne er i de private huses forreste rum. Bag butikken har familien en lille stue med et lille alter, et stort TV og anlæg og måske nogle stole og ofte kun madrasser som senge.

Vi sluttede vores cykeltur inde i Hoi An by, da vi havde vundet et gavekort på 200.000 dong til en cafe til vores nytårsfest. Så vi indtog en sen frokost på denne cafe.

Inden vi nåede hjem og fik læst med børnene, var klokken blevet 22.00, så det var en træt familie, som gik i seng denne første dag i det nye år.

2/1-2011
 Vi havde bestilt en solopgangstur til My Son, en hellig tempelplads fra Cham-riget, kl. 5.00 søndag morgen, så det er ikke fordi, vi har taget os den luksus at sove vores orlovsdage væk. Vi tog i bus ud til My Son – det tog en times kørsel ud over landet med rismarker og de mange floder. Cham-riget eksisterede fra det 2. til det 15. århundrede, hvor det blev opslugt af det vietnamesiske rige. Kun få af templerne er intakte, da krigene med først franskmændene og senere Vietnamkrigen med amerikanernes hjælp har bombet de fleste. Der var stadig bombekratere i jorden og masser af skudhuller i murerne. My Son ligger midt i junglen, så det var i sig selv en oplevelse at gå rundt derude og høre junglen vågne. Den største fordel ved morgenturen var, at der kun var vores busfuld af turister – da vi kørte derfra, kom der mange busfulde. Desuden gik turen ud meget let pga. manglen på trafik, modsat turen hjem. Men selv kl. 5.00 om morgenen, er mange vietnamesere på vej til arbejde, i gang på markederne eller på kaffebar.

Vi nåede hjem til hotellet, inden morgenmaden var slut, så det nød vi godt af – på nær Trine, som var så træt, at hun måtte op og sove et par timer. Mens børnene blev på hotellet (sig det ikke til bedstemødrene!), fik Lars og Gitte hentet det sidste tøj og sko hos skrædderne – vi var blevet nødt til at komme tilbage med flere af tingene, da de skulle laves bedre – så nu er vi spændte på at se, hvor god kvalitet vi har købt.

Det er helt umuligt at vide, da alt her i Vietnam er en forhandling om prisen, og vi ved ikke, om vi har lavet nogle gode handler eller er blevet snydt. Men det finder vi jo ud af! Lars er ellers super god til at forhandle, men nogle gange er den rigtige turistpris kun 25 % af deres første bud. Hvad vietnameserne betaler, holder de godt skjult. Dagligvarer er så billige i danske kr., at vi ofte ikke gider prutte om prisen, selv om man næsten skylder dem at gøre det. Den billigste øl, vi har set, kostede 75 øre. Normalt koster en øl, en kop kaffe eller en sodavand 2,50 kr. pr. stk. på restaurant, og vi kan alle fire spise god vietnamesisk mad for 75 kr. til frokost eller middag.

Mens vi fik opdateret hjemmesiden i hotellets lobby søndag eftermiddag, var børnene i hotellets pool for først gang. Kl. 14.00 sagde vi farvel til Hoi An, som er en meget fascinerende by, hvor vi let kunne have brugt nogle flere dage, men vi tænkte, at vi hellere måtte stoppe shopperiet, da vi ellers skulle have købt en ny rygsæk til at have alle tingene i.

Vi har arrangeret en privat bil til at køre os til Hue – hvilket er lidt luksus, men så kan vi køre den flotte vej med den gode udsigt over bjergene. Det koster os nok 150 kr. mere, end at tage toget fra Danang.

Det er en stor fornøjelse at rejse med børnene. De er rigtig gode til at tilpasse sig og har indtil videre helt accepteret vores meget pakkede program inkl. en helt del sightseeing og vores backpacker-way-of-traveling. Vi har fået talt om mange spændende emner ved at være så meget sammen. Så det er super dejligt – og vi har endda kun været af sted i knap 2 uger på nuværende tidspunkt.

 Dette er et bombekrater