Den 26/1-2011

Vores tur oppe i bjergene startede med en time i en long boat ned af floden fra Chiang Rai. Flotte bådture kan man ikke få nok af, så vi nød den i fulde drag. Derefter var der en lille elefanttur, og vi havde forberedt os selv på, at det nok ikke kunne hamle op med vores helt specielle elefantoplevelse i Laos, men turen blev rigtig god, da Trine og Rasmus fik lov at styre elefanterne, når de nu var uddannede mahouter!

Derefter begyndt vores trekking – i begyndelsen gik vi langs vejen i nationalparken, og både Lars og Gitte tænkte, at det var lidt tamt  … men så begyndte det at gå opad langs stier i junglen, og vi fik os en udfordring. På vejen besøgte vi to forskellige stammer. De bor, som vi oplevede i Laos, i små bambushytter på pæle, og meget af det traditionelle stammetøj er byttet ud med vestligt tøj. I en af landsbyerne kom to bedstemødre ud i stammetøj med hver deres bakke med souvenier, så vi kan kun tænke tilbage på vores oplevelse i landsbyen i bjergene i Laos, som var helt autentisk. Det var nu stadig spændende at se landsbyerne og især at vandre gennem junglen og en bambusskov, som førte os over et bjerg og frem til en lille primitiv bambushytte på bjergsiden, hvor vi skulle overnatte. Vi var alene afsted med vores guide, hvilket jo gør oplevelsen noget mere fantastisk. Vores hytte var helt som landsbyboernes – helt af bambus, uden elektricitet og med toilet bag hytten. Et par madrasser, nogle tæpper og et noget hullet myggenet udgjorde vores seng for natten. Det var heldigt, at ikke alle så den meget store edderkop, som gemte sig i tæpperne…… Da sengen var redt, og alt var klar til natten, var vandet kogt over bål, og kaffen var klar. Selv Rasmus fik en kop Neskaffe med sukker og mælkepulver! Vi nød kaffen og den meget flotte udsigt fra terrassen over landsbyen og hele resten af dalen, som ventede på at blive udforsket dagen efter. Vi gik en tur ned i landsbyen, inden det blev mørkt, og da der ikke er meget gadelys på disse kanter, var det vigtigt at komme tilbage inden mørkets frembrud. I landsbyen talte vi med 3 skolepiger, der var 13 år og meget imponerede over, at Trine kun var 12 år i forhold til hendes højde. Det har faktisk skabt meget morskab på vores tur, og flere tror simpelthen ikke på, at hun kun er 12 år. Men dette stammefolk (akkaer), som vi møder her i bjergene, er også meget lave, så det gør det jo ikke mindre vildt. Da vi kom tilbage til hytten, var vores mad ved at blive tilberedt, og vores guide imponerede med sin kogekunst over åben ild. Han havde dog fået hjælp af en af stammens kvinder - sammen tilberedte de 3 retter dejlig mad bestående af kyllingesuppe, stegt kylling med masser af fint skårede grønsager, ris og cashewnødder. Derudover kom der en ret med svinekød og grønsager og nudler til. Guiden havde lavet mad til en hel landsby, og det viste sig da også bagefter, at akka-kvindens søster, hendes 2 børn med mand og 2 onkler ”tilfældigvis” kom forbi. Det var meget hyggeligt men også lidt overvældende. Kvinderne kunne så selvfølgelig også lige tilbyde massage, så Trine og Gitte fik massage i vores hytte, mens Rasmus og Lars studerede stjerner på en meget flot og klar himmel, hvor manglen på lys var en kæmpe fordel. Efter pigernes massage og drengenes mandesnak over et par kolde øl var det godnat.

Den 27/1-2011

Dagen startede ved solopgang, og vi fik en meget flot solopgang over en kop kaffe med æg, pølse og hvidt brød. Sjovt at når thaierne vil lave maden på vestlig vis, så falder det noget i kvalitet og stiger kraftigt i fedtindhold. Men det er jo kun i en god mening. Guiden ”Tee” fortalte os også, at han jo gerne ville kunne give hans lille datter vestlig mad, så hun kunne vokse godt…. Det var svært at forklare, at det nok ikke var det, de forstår ved vestlig mad, som vil være godt for hans lille datter – burger, æg, hvidt brød og pølser bliver de nok ikke højere af! Men Trine er jo et eksemplet på, at vestlig mad giver høje børn. Efter morgenmaden fik vi alle 4 udleveret bambus-vandrestokke, og disse skulle det vise sig, at vi fik god brug for. Vi gik fra hytterne direkte op ad bjerget og gik på flere dyre-stier og løse sten. Nu skulle vi rigtig ud og trekke. Vores guide havde endnu engang fået assistance af landsbykvinden, som udover at kunne massere og lave mad nu også viste sig som en rigtig bjergged, dog iført gummistøvler. Vi vandrede i varmen i nogle timer, inden vi nåede til et vandfald, som vi først så oppefra og efterfølgende klatrede ned ved siden af, hvor vi endte ved en lille ”bro”, hvor vi kunne bade i vandfaldet. Vi så en parkbetjent, som var ved at reparere broen, som var lavet 100% ud af bambus – ingen skruer eller søm – kun bambus surret sammen med bambussnore. Drengene var de modigste den dag og fik sig en dukkert i det forholdsvis kolde vand. Vi gik ned gennem dalen gennem te-plantager, hvor te-træerne stod tæt. En lille bil med lad ombygget til taxa hentede os i dalen og kørte os til en hot pool. Det varme vand boblede direkte op af undergrunden, og lugten af rådden æg mindede os om vores rejse til Rotarua i New Zealand. Det var dejligt at blive dyppet i det varme vand. Turen tilbage til byen var ikke nogen fornøjelse. Taxachaufføren kørte fuldstændigt råddent, og det var Lars’ tur til at blive køresyg, dog kun med hovedpine og kvalme til følge. Chaufføren kørte også en hund ned i farten, og han kørte bare videre. Fra ladet så vi en hund i stor smerte, der skreg og snurrede rundt om sig selv – den havde mindst brækket det ene forben.